Besøgsvenner

 

Tirsdag den 9. april 2013 havde vi vores debut og begyndte en ny karriere som besøgsvenner på plejehjemmet Søbo i Bogense.
Vi er Nijole, der er 12 år gammel, Bobbie 1 ½ år, og Anne-Mette hundemor på 65 år.

 

Da jeg var så heldig at få Bobbie (Kisamba' Happy Go Lucky), der var omplaceringshund, og så hvor glad han var for mennesker i alle aldre, fik jeg den tanke, at vi måske kunne gøre gavn og give glæde og adspredelse på et plejehjem.
Jeg kender lederen af plejehjemmet og foreslog hende at prøve. Den var hun med på. I forvejen har plejehjemmet en liberal politik omkring dyr. De har haft hund, der fulgte med en beboer. De har to katte og fugle.

 

Hvordan gik det så? Det blev en succes for alle parter !! 
Et venligt imødekommende personale – glade logrende hunde – glade beboere og en glad hundemor, der havde fået en livsbekræftende oplevelse ved at tale med plejehjemsbeboere.
De fleste mennesker kan lide dyr og giver uforbeholdent udtryk for følelser og ømhed i forhold til dem. Hundene bliver katalysator for kontakten. Straks har vi noget fælles, der rækker ud over vore egne problemer og trælse hverdag.


  Det har været en dejlig dag !!

NB! Kattene blev lukket væk på en stue medens vi var der. Bobbie var svært interesseret i kattebakken og forsvandt med små mellemrum ligesom der var søde damer i køkkenet der skulle ”opvartes”. Men han kom tilbage og deltog i det gode samvær og fællesskabet  omkring småkagerne.
Indimellem var han på uinviteret visit hos nogle beboere. Jeg glæder mig til næste gang.

 

 

Har du en Aussie, der er glad for mennesker, kan jeg kun anbefale dig at få kontakt til et plejehjem og prøve. Jeg var på plejehjemmet i godt en time, nød formiddagskaffen med beboere og personale, så det er ikke et tidrøvende projekt Næste gang ved jeg, at hundene skal ikke have morgenmad den dag vi er besøgsvenner. Jeg havde selv godbidder med, men det kan ikke undgås, at der ryger et par småkager med.

 

Med venlig hilsen

Anne-Mette Sulsbrück

Bogense