Her på siden fortæller, vi så vidt muligt, hver måned en ny aussiehistorie. Har du en god historie om din hund, fulgt af nogle gode fotos af den, modtager vi dem med glæde, og publicerer dem her på siden.
Historie og fotos skal mailes til: 
Irene

Dansk Sporchampion Ronja og ejer Marianne Elmgren

Ronja - en aktiv sporhund

Det er lørdag den 29. august - Ronja og jeg skal til schweiss prøve i Blåbjerg Plantage. Vi skal ud og gå 600 meter/20 timer. Der er rigtig mange nerver på. I løbet af sommeren har Ronja og jeg sammen med vores trofaste cheftræner, Per Elmgren, trænet rigtig meget. Vi er så heldige at have hele Nymindegab Plantage, som vores baghave, og klitplantøren har givet os grønt lys til, at vi må træne alt det vi vil - blot Ronja altid er i snor.
Rigtig mange eftermiddage eller formiddage i weekender har vi været ude og gå spor. Ronja har altid været glad for at gå spor, og været utrolig god til det, men pludselig gik det slet ikke. Hun ville frygtelig gerne med ud og så spor, og hun fandt altid anskudsstedet, men så var det ligesom hun tabte interessen, og vi gik nærmest tur indtil ca. 150 meter før mål - så satte hun den lille Aussienæse i jorden, og så fandt vi frem til dyret. Jeg blev mere og mere frustreret. I perioder syntes jeg, det var som om, det var det eneste, vi drøftede omkring aftenbordet - hvad er der galt, hvad kan vi gøre bedre og HVORFOR er det pludselig blevet sådan? Omkrng 1½ uge før prøven den 29. august gav jeg op - vi havde været ude på et spor, og det gik slet ikke -"jeg melder fra" - sagde jeg. ”Nej du gør ikke - I prøver - det kan umuligt blive værre”, var det svar min cheftræner gav mig.
Det gav lidt ro i maven, og ugen op til prøven havde jeg så travlt med andre ting, at jeg slet ikke tænkte på, at nu går vi altså til prøven uden at have trænet det, jeg mener, der skal til.

Og så blev det lørdag morgen. Mit spor var blev lagt fredag eftermiddag på færtsko. Vejret var simpelthen perfekt. Det havde regnet lidt, men efter sporet var blevet lagt, havde det været tørvejr. Der kom ingen regn om natten, og jeg vidste, at vi nok kom til at gå inden middag - det kunne ikke være mere perfekt.
Ronja virkede fattet - hun så ud som om, hun glædede sig til dagen, og det gjorde jeg også.

Efter der var truttet i jagthornet, og prøveleder Mette Vejbøl havde budt velkommen, skulle vi trække lod om startrækkefølgen. I vores klasse var vi tre hunde. En Rhodesian Ridgeback og en Västgötaspids og så Ronja.

Västgötaspidsen skulle gå som nr 1, og så Rhodesian Ridgebacken og så os.
Vi kørte til skovs, og kom ud til en p-plads, hvor vi skulle vente. Der blev godt nok tisset et par gange -både Ronja og jeg var omme bag en busk flere gange, og endelig blev det vores tur til at køre ind i skoven.

På vejen mødte vi Västgötaspidsen, der kom gående med sin fører og "mor", og de havde to egeblade i hånden  - og stort smil på læberne - de havde tydeligvis haft en god tur.

Da vi kom ud i skoven, skulle vi vente. Vi stod og småsnakkede lidt med chaufføren, og Ronja fik sin sorte line på, og jeg stod med sporselen og linen i hånden, og så ventede vi. Alt det der med at vente er ikke en af Ronjas spidskompetencer. Nu skal der ske noget  - vi er ikke bare kørt herud - kom nu. Hun peb og smågøede, trak i snoren. Og jeg stod bare der og havde tonsvis af nerver. Ronja - vi skal vente. Pludselig ringede telefonen, og vores chauffør blev bedt om at hente dommer og stifinder - Rhodesian Ridgebacken havde givet op! Tak spids tænkte jeg - er de så svære de her spor.
Men endelig kom dommer og stifinder, og så tog fanden ved Ronja  - hun gøede og trak endnu mere i snoren - kom nu - det her kan ikke tage hele dagen, men dommeren skulle lige have lidt vand og en sandwich - det passe bestemt ikke Ronja, men langt om længe blev de klar.

Vi fik anvist vores start. Et område i skoven på ca. 20x20 meter. ”Et eller andet sted derinde er dyret skudt, og så er det løbet væk” sagde dommeren.

Jeg giver Ronja sporselen med line på, og vi gennemgår vores lille ritual. Jeg nusser og klapper hende, hun giver mig et kys på hagen, og vi ser hinanden i øjnene. Vi lover hinanden, at vi begge vil gøre vores bedste.

Så giver jeg kommandoen "søg spor". Ronja sætter næsen i jorden og ganske kort tid efter, markerer hun anskudsstedet, og så går det ellers derud af. På et tidspunkt er græsset så højt, at jeg slet ikke kan se hende.

Vi går, og pludselig er vi ved en vej, hvor der kører biler. Jeg bliver paf - helt forvirret  - for vi skal under ingen omstændigheder krydse vejen, og det kan kun betyde, at vi er ved målet. Det er godt nok de hurtigste 600 meter, jeg nogensinde har gået, tænker jeg, mens mine øjne flakker rundt for at finde skindet, som er symbolet på vi er ved mål.
Ronja har travlt, hun runderer og runderer, og jeg følger med, alt imens jeg søger efter skindet. Pludselig går Ronja tilbage - jeg kan se, at hun har færten, men er det den rigtige fært? Jeg beslutter mig for at følge efter hende, og kan ligesom høre dommerens sige; "Marianne du har tab" - men han siger ikke noget, og så hører jeg, til min store glæde, at de følger efter mig. Vi er på rette vej. Det går op af bakke og ned af bakke - over store væltede træer - igennem krat og buske og pludselig sætter Ronja sig ned og ved siden af hende ligger skindet. Jeg er pave stolt - kysser og klapper hende alt imens hun guffer sin morgenmad i sig, som er belønningen for at have gået så flot et spor.

Så lyder jagthornet og vi får overrakt en bøgegren hver. ”Det kan simpelthen ikke gøres bedre” - sagde dommer Leo Feldvoss - I har klaret det på 17 min.

Det var en dejlig lørdag, og jeg er så stolt af min lille Aussie!

 

Marianne Elmgren