Her på siden fortæller, vi så vidt muligt, hver måned en ny aussiehistorie. Har du en god historie om din hund, fulgt af nogle gode fotos af den, modtager vi dem med glæde, og publicerer dem her på siden.
Historie og fotos skal mailes til: 
Irene

Dansk Sporchampion Ronja og ejer Marianne Elmgren

Ronja - en aktiv sporhund

Det er lørdag den 29. august - Ronja og jeg skal til schweiss prøve i Blåbjerg Plantage. Vi skal ud og gå 600 meter/20 timer. Der er rigtig mange nerver på. I løbet af sommeren har Ronja og jeg sammen med vores trofaste cheftræner, Per Elmgren, trænet rigtig meget. Vi er så heldige at have hele Nymindegab Plantage, som vores baghave, og klitplantøren har givet os grønt lys til, at vi må træne alt det vi vil - blot Ronja altid er i snor.
Rigtig mange eftermiddage eller formiddage i weekender har vi været ude og gå spor. Ronja har altid været glad for at gå spor, og været utrolig god til det, men pludselig gik det slet ikke. Hun ville frygtelig gerne med ud og så spor, og hun fandt altid anskudsstedet, men så var det ligesom hun tabte interessen, og vi gik nærmest tur indtil ca. 150 meter før mål - så satte hun den lille Aussienæse i jorden, og så fandt vi frem til dyret. Jeg blev mere og mere frustreret. I perioder syntes jeg, det var som om, det var det eneste, vi drøftede omkring aftenbordet - hvad er der galt, hvad kan vi gøre bedre og HVORFOR er det pludselig blevet sådan? Omkrng 1½ uge før prøven den 29. august gav jeg op - vi havde været ude på et spor, og det gik slet ikke -"jeg melder fra" - sagde jeg. ”Nej du gør ikke - I prøver - det kan umuligt blive værre”, var det svar min cheftræner gav mig.
Det gav lidt ro i maven, og ugen op til prøven havde jeg så travlt med andre ting, at jeg slet ikke tænkte på, at nu går vi altså til prøven uden at have trænet det, jeg mener, der skal til.

Og så blev det lørdag morgen. Mit spor var blev lagt fredag eftermiddag på færtsko. Vejret var simpelthen perfekt. Det havde regnet lidt, men efter sporet var blevet lagt, havde det været tørvejr. Der kom ingen regn om natten, og jeg vidste, at vi nok kom til at gå inden middag - det kunne ikke være mere perfekt.
Ronja virkede fattet - hun så ud som om, hun glædede sig til dagen, og det gjorde jeg også.

Efter der var truttet i jagthornet, og prøveleder Mette Vejbøl havde budt velkommen, skulle vi trække lod om startrækkefølgen. I vores klasse var vi tre hunde. En Rhodesian Ridgeback og en Västgötaspids og så Ronja.

Västgötaspidsen skulle gå som nr 1, og så Rhodesian Ridgebacken og så os.
Vi kørte til skovs, og kom ud til en p-plads, hvor vi skulle vente. Der blev godt nok tisset et par gange -både Ronja og jeg var omme bag en busk flere gange, og endelig blev det vores tur til at køre ind i skoven.

På vejen mødte vi Västgötaspidsen, der kom gående med sin fører og "mor", og de havde to egeblade i hånden  - og stort smil på læberne - de havde tydeligvis haft en god tur.

Da vi kom ud i skoven, skulle vi vente. Vi stod og småsnakkede lidt med chaufføren, og Ronja fik sin sorte line på, og jeg stod med sporselen og linen i hånden, og så ventede vi. Alt det der med at vente er ikke en af Ronjas spidskompetencer. Nu skal der ske noget  - vi er ikke bare kørt herud - kom nu. Hun peb og smågøede, trak i snoren. Og jeg stod bare der og havde tonsvis af nerver. Ronja - vi skal vente. Pludselig ringede telefonen, og vores chauffør blev bedt om at hente dommer og stifinder - Rhodesian Ridgebacken havde givet op! Tak spids tænkte jeg - er de så svære de her spor.
Men endelig kom dommer og stifinder, og så tog fanden ved Ronja  - hun gøede og trak endnu mere i snoren - kom nu - det her kan ikke tage hele dagen, men dommeren skulle lige have lidt vand og en sandwich - det passe bestemt ikke Ronja, men langt om længe blev de klar.

Vi fik anvist vores start. Et område i skoven på ca. 20x20 meter. ”Et eller andet sted derinde er dyret skudt, og så er det løbet væk” sagde dommeren.

Jeg giver Ronja sporselen med line på, og vi gennemgår vores lille ritual. Jeg nusser og klapper hende, hun giver mig et kys på hagen, og vi ser hinanden i øjnene. Vi lover hinanden, at vi begge vil gøre vores bedste.

Så giver jeg kommandoen "søg spor". Ronja sætter næsen i jorden og ganske kort tid efter, markerer hun anskudsstedet, og så går det ellers derud af. På et tidspunkt er græsset så højt, at jeg slet ikke kan se hende.

Vi går, og pludselig er vi ved en vej, hvor der kører biler. Jeg bliver paf - helt forvirret  - for vi skal under ingen omstændigheder krydse vejen, og det kan kun betyde, at vi er ved målet. Det er godt nok de hurtigste 600 meter, jeg nogensinde har gået, tænker jeg, mens mine øjne flakker rundt for at finde skindet, som er symbolet på vi er ved mål.
Ronja har travlt, hun runderer og runderer, og jeg følger med, alt imens jeg søger efter skindet. Pludselig går Ronja tilbage - jeg kan se, at hun har færten, men er det den rigtige fært? Jeg beslutter mig for at følge efter hende, og kan ligesom høre dommerens sige; "Marianne du har tab" - men han siger ikke noget, og så hører jeg, til min store glæde, at de følger efter mig. Vi er på rette vej. Det går op af bakke og ned af bakke - over store væltede træer - igennem krat og buske og pludselig sætter Ronja sig ned og ved siden af hende ligger skindet. Jeg er pave stolt - kysser og klapper hende alt imens hun guffer sin morgenmad i sig, som er belønningen for at have gået så flot et spor.

Så lyder jagthornet og vi får overrakt en bøgegren hver. ”Det kan simpelthen ikke gøres bedre” - sagde dommer Leo Feldvoss - I har klaret det på 17 min.

Det var en dejlig lørdag, og jeg er så stolt af min lille Aussie!

 

Marianne Elmgren

Bobbie flyttet i nyt hjem


Den 23. december 2012 blev min godt 11. årige Aussie hanhund aflivet i narkosen  gr. nyresvigt.
Der stod jeg med en 12 år gammel Aussie tæve og ønsket om fortsat at have to hunde i huset.
Temmelig tilfældigt kom jeg ind på Aussiernes hjemmeside og bemærkede menu punktet  "omplacering".

Der var en neutraliseret hanhund 1 ½ år gammel beskrevet til omplacering!!

 Jeg hentede ham hos Irene Thye. Ejeren var der og havde bragt ham. Det var den 11. januar 2013.
 Det var en trist dag for Bobbies ejer og en dag med blandede følelser for mig, fordi jeg kunne fornemme hvor  smerteligt det var at give ham fra sig.

Beskrivelsen af ham, var helt overensstemmende med hvordan jeg har oplevet ham. Glad, kærlig, hengiven, nysgerrig, meget energisk og lærevillig.

 

"Bobbie (Kisamba's Happy Go Lucky")  er en helt igennem dejlig dreng. Han er altid glad og i godt humør, hengiven, legesyg, sjov og altid med hvor tingene sker.
Han er god til børn i alle aldersklasser og er vant til at komme i hundeskovene, hvor han kan med alle andre hunde – både store og små, unge og gamle. Hvalpe er selvfølgelig i kategorien: ”Dem passer vi godt på og behandler blidt”.

Han har terrierens gå-på-mod, selvtillid, kækhed og selvfølgelig meddeles det, hvis der kommer gæster, naboens kat driller eller fuglene er for frække i haven.

Tørkosten er stadig accepteret, dog helst med lidt kød eller kylling på om aftenen og ikke fisk, da det bestemt ikke er et hit." 

Den første nat sov hundene og min venstre arm rigtig godt – der lå Bobbie.
Jeg har altid haft hunde i sengen. Nogle siger det er noget svineri, men mine hunde har aldrig taget skade.

 

Min gamle tæve kan være lidt ”spids”. Det var hun overfor den gamle hanhund og det er hun overfor vor nye Bobbie.
Bobbie har lært, at hun kan være venlig og indladende. Men om aftenen, når den gamle er træt og mæt, så vil hun have fred. Det har han lært.
 
Han render i hælene på mig. Skal jeg på toilettet om natten, går han med. Han er nu ved at bevæge sig væk fra mig, når han ved, hvor jeg er.
Det er et godt tegn på tilpasning.
Han sover også på ryggen med alle fire stænger i vejret. Det plejer at være et tegn på tryghed!!

 

Nu har Bobbie lært de daglige rutiner at kende i hjemmet. Han har overstået forvirring om, hvornår man gør hvad. Han spiser normalt på den ham anviste plads, så han ikke kommer i konflikt med den gamle tæve.
 Han har annekteret den gamle hanhunds legetøj og med det han medbragte må man sige, at han er begavet, som fleste børn er i dagens Danmark.

 

Om morgenen og det meste af dagen er han og den gamle pyt og pande. Den gamle er livet op, men hun kører træt og det lader han sig ikke gå på af.
 Så har vi vor genbos ruhårede gravhund, der er jævnaldrende med Bobbie. De leger sammen i haven og vi går alle gode ture sammen.

 

Bobbie er begyndt at deltage i forsvaret af hjemmet, når der er usædvanlig lyde.

Han er meget venlig overfor andre hunde og vildt begejstret for mennesker. I dag forsvarede han den gamle tæve overfor en hund, der gik uden snor og var lidt voldsom ved hende. Han gøede med en dyb røst, som jeg ikke har hørt før i dag.
Jeg er så glad for ham!

Til denne lille beretning hører også historien om hvordan Aussier blev min favoritrace.
 

Et tilbageblik på et hundeliv, der begyndte med en Afghansk mynde, derefter to ruhårede gravhunde og de sidste 20 år med 2x2 Australske terriers.

 

Som min mor sagde om Afghaneren – hun var prøvehund – den første hund vi havde. Hun var en ”kattehund”, dejlig, smuk at se på. Hun er en historie helt for sig selv. Hun lærte os meget om hunde.

 

Så fik vi to ruhårede gravhunde, tæver og kuld søskende. Dejlige hunde, der kom med på udstilling og sporprøve. Gravhunde er meget selvstændige, dejlige og selvhøjtidelige og tøver ikke med at fortælle det.  Når jeg i dag ser en Afghansk mynde eller ruhårede Gravhunde, går der et sug gennem mellemgulvet.

 

Vi havde på et tidspunkt en situation med ingen hunde i hjemmet. Snusfornuftigt valgte vi at vente med at anskaffe os nye hunde, da kommende år ville indebære flere udlandsrejser, der ikke var ferie.

Der gik nu ikke lang tid og savnet af hunde blev påtrængende.

Karen Blixen har skrevet, uden at jeg kan dokumentere det og frit citeret: Det var et hus, men ikke noget hjem; der var ikke nogen hund.

 

Hvorfor det så blev Australske terrier, der blev de næste i vort hjem, ved jeg ikke rigtigt. Men jeg havde læst en del bøger om hunde. De ruhårede gravhunde var blevet for populære, og det borger ikke altid for kvaliteten. Vi var rundt og se på annoncerede gravhvalpe, der var lukket inde i en lille hundegård med deres mor.

Så faldt min opmærksomhed på de Australske terriers. De har noget af gravhundes psyke i sig.

Hos Betty Bryde fandt vi to dejlige tæver, der blev godt 10 år gamle. Næste suppleringshund, lidt forskudt, fordi den ene overlevede den anden, fandt vi hos Jill Grenåe, en dejlig lille han, kryptorchid men pyt. Jill kom til Betty Bryde, havde flere tæver og to kryptorchide hanner med, som jeg kunne vælge imellem. Der var ikke hvalpe af Australske terrier på det tidspunkt.

Den ene var billedskøn og stor og dominerende, den anden var vores lille Jonas, 5 måneder gammel. Jeg havde min endnu nulevende tæve med. Hundene var meget energiske, legede, snerrede og legede i al den tid vi var der. Jeg observerede, hvordan de agerede indbyrdes. Jill, Betty, jeg og ikke mindst min dengang unge tæve valgte Jonas. Men Betty sagde efterfølgende uden hun havde blandet sig i afgørelsen, at det trickede bedst mellem Nijole og Jonas og hun var sikker på mit valg, da Jonas kravlede op på benene af mig og faldt til ro.

Nu har vi taget hul på et nyt hundesamliv. Gamle Nijole og unge Bobbie

 

Måske mere om Bobbie og hundelivet i Bogense en anden gang.

 

Med venlig hilsen

 

20. januar 2013

 

Anne-Mette Sulsbrück

Bogense

Farvel ”Kingie”.

Læs det sidste farvel til Kingie under "Hunde vi mindes"

Kingie

Opdatering om Kingie og Quennie

Et halvt år er gået, siden jeg sendte en opdatering på Kingie & Queenies nye liv.
Nyheder – næh, det er der såmænd ikke rigtig, for det går bare så godt.
Alligevel vil jeg prøve at fortælle lidt om deres hverdag, som jeg synes er så dejlig !

Den første gang, de skulle være alene hjemme, var juleaften, så det var meget spændende. Tilsyneladende var det bare ok og al julehurlumhejet tog de med stoisk ro i øvrigt.
 At vi har mange gæster og tilmed et par gravhunde – ja det anfægter dem ikke.

Jeg var lidt spændt på Nytårsaften. Vi har altid været hjemme denne aften af hensyn til vores hunde. Nogle har været skræmte og andre har bare ”brokket” sig over al det skyderi.
 Kingie giver den hele armen, for han brokker sig, når der bliver larmet. Det kan han altså ikke have. Queenie følger så trop. Det var rart, det var på den måde.

Der er visse hunde, vi har haft problemer med for så vidt angår Kingie, men det er altså ikke Kingie, der er årsagen. Han har fuldstændig overblik over de hunde, hvor ejeren ikke har styr på dem. Der er han meget på vagt og kan også blive lidt hidsig. Finder han ud af, at en hund er ”under kommando” af sin ejer, er han fuldstændig ligeglad og går bare forbi uden nogen kommentarer.

Dertil kommer, at Kingie og jeg har skabt os et ”luftrum”, idet en hundeejer havde efterladt ”sit store visitkort” udenfor vores hæk, som vi bemærkede ved skiltning. Det var som om, der var et par stykker herefter, der gik den anden vej, når vi kom gående. Ja ja.

Vi nåede foråret, hvor vi bare skulle så meget i byen, så nu kom plejemor på banen igen. Tænk – de tror engang imellem næsten, at det er deres hunde. Hvad bilder de sig ind? Plejemor og plejefar er ikke altid så oplysende med, hvordan det går til, når hundene er til pasning. Men der smutter jo noget en gang imellem alligevel. Tænk – de får lov at komme i møblerne. Kingie lægger sig om halsen på plejefar og Queenie ligger ved siden af – og så ser de fodboldkamp. Har man kendt mage?

Men i sengene – nej da – lige indtil en dag, hvor plejemor fik talt over sig. Altså.

 

Vi kommer frem til, at vi nu skal flytte i sommerhus. Hundene er – ligesom os andre – bare helt matte de første dage af al den traven til stranden. Vandet var stadig sådan lidt til overvejelse, men pludselig kunne de ikke få nok. Queenie har været mest tilbageholden, men hun syntes vist nok, det var lidt irriterende, at Kingie sprang i vandet fra tømmerflåden, så til sidst gjorde hun det også. I dag henter hun pinde ind, når de bliver smidt i vandet og gud nåde og trøste Kingie, hvis han snupper den før hende. Men hun løber nu alligevel af med sejren hver gang – trods sine manglende 8 tænder. Herligt.

Jeg er nødsaget til at have snor på dem, når de går i vandet – hver morgen – for Kingie er ikke til at få op igen. De første to gange nåede jeg op over skrænten – 75 trin – førend han fandt ud af, at han nok hellere måtte komme efter.

To gange er vi blevet generet af en sort labradorhan på 1½ år, men den sidste gang hjalp Kingie og Queenie med til at få ham hjem – I ved - den her ”knibtangsøvelse”. I kan tro, de vidste, hvordan det skulle gøres. Vi tjente en flaske rødvin ved opgaven. Ikke så ringe endda.

Nu her bagefter, har jeg observeret, er Kingie ikke en spor bange for store hunde! Det klarer vi da bare i fællesskab. I dag blev han konfronteret med en stor – og jeg siger en STOR – schäferhan, men ingen problemer.

De skal bare ikke tisse op af hans hæk.

 

Kingie er så sjov til tider, hvor han syntes, der skal ske et eller andet. Det kan ske, at han efter at have ædt sin mad, kommer med den tomme skål i munden og øjnene lyser af tossestreger. Det har jo sket, at han er blevet belønnet for at aflevere den og det er aldrig glemt.

Værre er det med den tomme øldåse – gi`r du en omgang til?

En sko er heller ikke af vejen for at få opmærksomhed for slet ikke at tale om, når han kommer og spørger, om vi har læst avisen. Jo – jo – der sker noget, hvor Kingie er.

Der er ingen af dem, der nogensinde har bidt noget i stykker. Reagerer vi ikke på nogen af Kingies numre, smider han bare det, han har hentet og så kan vi selv om at finde det. En dag varede det meget længe førend vi fandt min ene sandal. Han havde tabt den ned under trappen ved terrassen og det havde regnet om natten, - så han var ikke helt så populær den dag.

 

Principper ?

Principper – jo, som jeg tidligere har sagt – dem har jeg. Bl. a. skal de i rejsekasse, når vi kører bil. Men så var der en dag, hvor jeg bare lige skulle i Rema og jeg tænkte, åh - lad dem så lige komme med på bagsædet. Hold da op – den ene lagde sig på gulvet og den anden i hjørnet af bagsædet og ikke mere hurlumhej om det. Så – på de korte ture, ja – joh – så smutter de bare ind på bagsædet.Ingen kommentarer – vel.

De elsker at komme med. Når jeg tager – ”gå i byen halsbåndet” – frem, så ved de, at der skal ske noget særligt. De er så nemme at have med i byen. Det være sig hos andre mennesker eller bare en tur i en park og efterfølgende udendørs restaurant, hvor de sidder med på stolene. Kan I lige se det – hva?

Hvad kan jeg så ellers sige. Jo, vægten er konstant og deres helbred er ok. Tænderne er fine og Queenie tygger tandbørster med glæde. Kingies højre øje, som har væsket meget og dyrlægen ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre ved, er nu ok, efter at vi er flyttet til stranden, hvor de er ude hele dagen. Gad vide om det var ”indendørs allergi”. Jeg må høre ham ad. Vi skal til sundhedstjek her i nærmeste fremtid, men jeg tror ikke, der er noget at bemærke.

Vigtigt er det, at hundene rent socialt fungerer optimalt med hinanden og os mennesker. Som I måske kan forstå, er der sket en kæmpeforandring med begge hunde. Kingie har været en tryghedsnarkoman. Det er han stadig, men nu må jeg godt kæle med Queenie uden at han kommer farende hver gang. De ligger ofte nu hver for sig og soler sig og ikke nødvendigvis klods op ad hinanden.Tænk det er kun 1 år, 1 måned og 20 dage siden, vi hentede dem.

Nå, men nu syntes hundene altså, at jeg har siddet her længe nok. Det nærmer sig eftermiddagstid for en lille bid mad og en luftetur.

Pudsigt nok. På vores luftetur her i eftermiddag mødte vi flere mennesker med hund, som bemærkede, hvordan Kingie og Queenie opførte sig. Det var lutter ros og hundene levede op til den. Hvem tror I så, der pudsede glorien.

Vi tog herefter badeturen og nu ligger de og slapper af (i sofaen).

Mange ”vovsehilsener” fra Irene - Slagelse.

Ferie hos Sonja

Arvegods - 2011

Mandag aften den 6. juni 2011 blev jeg ringet op. Fik fortalt, at der et sted i Danmark gik 2 ”Aussier” og ventede på at få en ny mor. Det skulle helst gå lidt hurtigt p.g.a. omstændighederne, da de i modsat fald måtte til dyrlægen. De var 7 og 8 år gamle og havde gået på udstilling, og hannen var dansk champion. Deres menneskemor kunne ikke passe dem mere og havde ikke kunnet det igennem længere tid – så!!!!!

 

Åh – hvad nu? Vi havde sagt farvel til vores seneste hund i marts måned og der var forfærdeligt tomt i vores hjem, såvel ved stranden som i vores helårsbolig. Vi havde fablet lidt om ikke at få flere hunde – vi har haft  7 aussier og flere ad gangen og heraf var 3 ”arvegods” – men nej, nu smuldrede det hele lidt igen.

 

Mandag aften – ja, men tirsdag morgen skulle vi på en ferietur hen over Pinsedagene – nej, det måtte gennemtænkes lidt nøjere. Hvad skete? Jo hele ferien gik med at spekulere på de to stakkels hunde, der gik og ventede på svar.

Overvejelserne var mange. De var 7 og 8 år, men var, mente jeg, vant til at være i menneskehænder, når de havde gået på udstilling. At de vejede for meget, var det mindste problem, men hvordan var psyken? Der var ligesom ikke rigtig noget svar på mine spørgsmål. Kontakten var blevet etableret imellem 3 kenneldamer, hvoraf den sidste var min. Nå -

men hjemme igen – og jeg ringede til Irene Thy for at fortælle, at vi gerne ville hente dem. Det blev så til onsdag den 15. juassssssni og vi kørte mod Middelfart. Vi kom først.

Da ”de to vovser” ankom, fik jeg et mindre chok. Det var ikke aussier, der kom, men 2 uldbundter. 

 

Herlige hyggestunder

Jeg havde billeder med af mine tidligere hunde, så deres menneskemor kunne se, hvordan livet ville forme sig for hendes to vovser. Det var lidt svært med kontakten og hun havde det også rigtig skidt med hele situationen, så det var ikke særlig meget, vi fik udvekslet af oplysninger.

Da hun kørte, peb den lille hunhund som bare pokker, så jeg fik en stor klump i halsen. Hanhunden var også lidt usikker, men tog situationen fantastisk roligt. Der kom ikke et kny fra dem på turen til deres første nye hjem, som var sommerhuset.

Herfra hedder de så h.h.v. Kingie og Queenie. Åh – det er bare ikke nemt. Kingie spiste og drak og krævede en masse kæleri. Queenie var sølle. Hun ville ikke spise og hun ”puttede” sig hele tiden. Ville helst være på skødet. Så lugtede de. Af den bare omsorg havde jeg fået en ny pose hundefoder med, som de plejede at få.

Jeg havde købt, hvad jeg plejede at bruge, men også jeg tænkte, at de skulle have, hvad de plejede. Fy for pokker – nej glem nu, at jeg siger sådan, men det stank og jeg siger stank af fisk. Så forstod jeg, hvorfor hundene lugtede sådan. Jeg vil ikke sige, hvad jeg gjorde.

Vi overgik til mit hidtidige diætfoder (dyrlægeanbefalet) med kylling, men der går jo lang tid, inden hundekroppen har skiftet duftstofferne ud. De blev klippet, de kom i bad og lidt hjalp det da. Da pelsen var faldet lidt til ro efter badningen forsøgte jeg med en trimning, men saksen måtte atter i brug.

 

Ind imellem alt dette gik vi ture og den første gang vi kom ned til stranden glemmer jeg ikke. Kingie brød ud i nogle jubel - hundeskrig og hoppede rundt, som om han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Han blev så glad, så glad. Queenie var ikke så hurtig i reaktionen. Hun haltede lidt på forbenene og virkede stadig lidt sølle. Efterfølgende tid kunne de ikke komme hurtig nok ned, hvor de måtte få den lange snor. Da var det mig, der halsede efter hundene.

Nede ved vandet blev Kingie fuldstændig overkåd. Hvad var dog det her for noget? Bølgerne sprøjtede på ham, så det måtte han lige protestere imod. Øj -  hvor han bare fik frisk luft i lungerne. Det var glade og trætte hunde, der kom hjem efter sådan en tur.

Og dog alligevel – Queenie var ikke en glad aussie. Jeg troede, det var fordi, hun savnede sin mor, så jeg var noget ked af det på hendes vegne.

En morgen blev det opklaret. Ved siden af den tomme madskål lå noget mærkeligt noget. Jeg samlede det op – og du godeste, nej det kan ikke passe. Jo – sandelig, det var en kindtand med alle tre rødder, der lå der. Så fik jeg travlt med at se efter tænder. Også her blev det en overraskelse – en af de kedelige. Hendes tænder var fyldt med tandsten, så det var ikke kun p.g.a. foderet, at hun lugtede.

HUSK ! KÆRE HUNDEEJERE – SØRG FOR AT JERES HUNDE JÆVNLIGT FÅR RENSET TÆNDER!!!!!!!

 

Allerede dagen efter var der en mærkbar ændring i Queenies adfærd. Hun var pludselig så afslappet. Nu bliver der bestilt tid hos dyrlægen til sundhedstjek samt tandrensning. Det korte og lange i den historie er, at hun måtte af med 7 tænder p.g.a. tandsten/parandentose. Vi håber nu, at de resterende tænder kan bibeholdes, og tager første tjek om 4 måneder.

Det gode i historien er så, at hun er blevet en rigtig lille glad og tilfreds aussie, som en aussie skal være. Hendes halte forben skyldtes mangel på motion (koordinationsproblem), så der er heller ikke noget mere. Og Kingie – ja, han er jo bare en glad bulderbasse. Kælen som en kat og et vilddyr, når det skal være.

Uanset problem med tænder, så var og er det Queenie, der bestemmer. Hvis ikke Kingie hører efter, hvad jeg siger, så får han ”nogen på lampen” af Queenie. Han hyler og ligner en stor skoledreng, der kommer ud fra rektors kontor.

 

I mellemtiden er vi jo flyttet hjem til byen, så nu sker det hele forfra igen. Der er nye områder, store marker der skal erobres, for selvom de er i gang med at lave omfartsvej, så er det jo alligevel i nærheden af vores territorium, at de bare ved det.

Der er store hunde, der tillader sig at tisse op af Kingies hæk. Det kan vi altså ikke stiltiende acceptere. Solsorterne og Skaderne tillader sig saftsusende også at sætte sig på garagetaget og skræppe ad Kingie og Queenie, for slet ikke at tale om, at de vandrer rundt på taget af udestuen. Det er virkelig for galt – syntes begge hunde.

Det har kostet nogle kander vand (altså udenfor), men jeg skal også bare vise kanden, så tier de stille – og dog! Kingie bliver ved at gå og brumme og pruste i protest. I dag er det nok, at jeg stikker hovedet ud og siger ”hallo”.

 

Kingie juni 2011

De vidste ikke, hvad det var ”at gå ud og tisse” fra starten af. Det ved de nu. Det er sengetid og jeg siger – ”nu skal I ud og tisse” og så styrter de ud til bryggersdøren. Kingie bliver sendt hen på græsplænen og han gør, som han får besked på. Queenie derimod – hun står ganske stille på fliserne og venter på, at Kingie udfører opgaven, for så er hun klar til at komme ind igen. Utroligt, men hun skal ikke/vil ikke noget førend næste morgen.

 

Vi fik at vide, at de var vant til at sove sammen i et bur. Det gjorde de så de første nætter, for at det ikke skulle blive helt vildt. Men da Queenie blev tilbudt en hundekurv, var hun færdig med at sove i bur. Hun undslog sig. Kingie derimod ville helst sove ”i bur”. D.v.s., jeg tog en af mine rejsekasser ind til ham, og det lod til, at han var mest tryg ved den. Han fandt dog ud af, at han kunne sove i sin egen hundekurv ved siden af Queenie, inden vi tog hjem fra stranden. Da vi var hjemme, startede jeg med at sætte rejsekassen frem til ham, så han selv kunne bestemme, om det skulle være kurv eller ”bur”.  Ret hurtigt gik vi over til, at de blot havde hver sin kurv og det går fint.

At ligge i en kurv og hygge sig i stuen sammen med os – det skulle Kingie først lære, at det var hyggeligt. Nu går han frivilligt op i den kurv, der står nærmest mig. Hvis Queenie er kommet først, varer det lidt længere, inden han går op i den anden. Så lægger han sig ovenpå fødderne i stedet for.

 

En sjov episode har jeg lige haft med skraldemanden. Jeg sad i gården og hundene var der selvfølgelig. Det var så en skraldemand, der gerne ville snakke med hundene. Det gjorde han og siger så: ”Nå, jeg må videre”. Går hen og tager fat i sækken og udbryder pludselig: ”Av for f…”. Det var Queenie, der lige gjorde opmærksom på, at det var vores. Jeg fortalte hende, at han godt måtte tage den med, men hun ser på mig, som hun vil sige: ”Hvorfor det? Det er da vores”. Det kostede 3 øl. Jo – det er rart at vide, at hun passer på os.

Fra starten skulle de være sammen hele tiden. De kunne ikke flytte sig hver for sig, men hele tiden sammen og samtidig skulle de være, hvor jeg var.

Det har heldigvis ændret sig, så i dag skiftes de til at ”bestyre” h.h.v. udestue og gårdsplads. Er der problemer, kommer den anden bare styrtende.

 

På vej til Slagelse

Plejemor

Et særligt kapitel i vores ”hundeliv” er vores plejemor. Da jeg blev ringet op i juni, var jeg nødt til at ringe og spørge hende, om hun syntes VI skulle have hunde igen? Hun svarede – ja hvorfor ikke? Jo – men nu skal du altså lige høre!

Så var den hjemme, forstået på den måde, at hun og hendes mand med største glæde passer vores vovser, når vi skal ud at suse.

Hundene prøvede det meget hurtigt, idet vi havde en fastlagt ferie i august. Bemærkningen fra ”plejemor” var, at det var, som om de altid havde været der, så hvad var problemet? Mere privilegeret kunne vi ikke blive.

 

 

Plejemor på besøg med en tredje hund.

 

I dag er hundene bare vores, rigtig vores hunde. Men det er bare ikke sådan lige at få to så gamle hunde med så mange oplevelser, som vi ikke kender til. Specielt tænker jeg på bemærkningen ”at Kingie havde et han-hundeproblem”? Ikke hvad der havde forårsaget det. Det har jeg selv måttet finde ud af, men mener, at jeg har styr på det i dag. Min erfaring siger mig, at han er bange for store hunde, men det er jo ikke lig med et han-hundeproblem. Vi fik heller ikke at vide, at han var medicinsk kastreret.

Siges skal det, at vaccinationerne var i orden.

Nu er det jo ikke ”hverdagskost”  at man afgiver sine hunde. Men kommer man i den situation, er det virkelig rimeligt, at man sammen med sine hunde medgiver så mange reelle oplysninger som muligt, da det har stor betydning for den ”nye mor”, hvordan man skal forebygge visse situationer. Ikke mindst af hensyn til hundene.

Jeg læste en artikel i bladet ”Hunden” om det at overtage en gammel hund. Det var en hel fin opskrift, men sådan er hverdagen jo sjældent skruet sammen, at man kan gennemføre det optimale. Det er 3. gang, jeg overtager ”arvegods”, hvor det har været småt med informationerne. Det er heldigvis gået godt alle 3 gange, men det kræver megen indsigt i og stor forståelse for den enkelte races gensammensætning.

Til gengæld bliver jeg bevilget en masse gode og sjove oplevelser, som i sig selv er til daglig glæde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Juni 2011

Principper

Jo -  dem har jeg såmænd mange af. Eet var helt sikkert med disse to vovser. De skulle ikke vænnes til at ligge i møblerne eller i benenden af sengene. De skulle heller ikke have alle mulige godbidder og slet ikke godbidder ved bordet. 

Hvordan er det så gået? –  jo - ser I.

 Ingen vovser i møblerne (kun i sofaen i udestuen)

Ingen vovser i sengene (kun med undtagelse af de aftener, hvor jeg er alene hjemme og går tidlig i seng)

Ingen ekstra godbidder (kun én bid ved morgenbordet i køkkenet) og ellers sunde hundekiks og masser af gulerødder.

Masser af motion og traveture.

Kingie vejer nu under 10 kg og Queenie ligger fast på de 8 kg.

 

I dag har vi holdt fødselsdag for Kingie med plejemor og plejefar. Flag på bordet og et ekstra fint gnaveben i dagens anledning til Kingie. Gaven fra plejemor venter til senere.

 

Det var så en lille opdatering her fra Slagelse.

 

Mange november-vovsehilsener – Queenie – Kingie og Irene