Næste dag besluttede Kit, at Ronja skulle prøve at se en grævling – sådan i hel figur. Han præsenterede hende for en grævling, der sad i et bur – men nej – den var der sørme ikke meget grin ved, syntes Ronja. Den bevæger sig jo ikke – den sidder bare der og sidder!
Kit kikkede undersøgende på Ronja og sagde så: ”sig mig lige – hvad bruger man egentlig en australier til” og da vidste jeg, at det med gravprøve kunne jeg skyde en lang hvid pil efter.
Men noget ville jeg have med hjem. Så jeg besluttede mig for at se på vildsvinene. Jeg fik lavet en aftale med træneren og sammen gik vi ind til de tre svin. De gik i en kæmpe indhegning, hvor græsset var så højt, at Ronja bestemt ikke bare sådan kunne se, hvad der var foran hende. Vi gik, og pludselig kom vi til en lille lysning, og der stod de så – tre vildsvin og kikkede på os. Ronja stoppede op, og man kunne ligefrem se på hende, at hun tænkte; ’tre mod en – det er fair – det klarer jeg’. Så lagde hun hovedet ned mellem forbenene og rumpetten lige i vejret og logrede (man kan vel altid forsøge med at invitere til leg), og så drønende hun, alt hvad remmer og tøj kunne holde, imellem svinene og tilbage igen og satte sig – ”så I mig”, og det gjorde de, den ene orne gik til angreb på hende. Det syntes Ronja var herligt, så hun løb en bue og kom tilbage foran svinene og gøede højt af dem – så syntes den anden orne, at nu kunne det være nok – så den satte efter hende og igen løb Ronja en runde og kom tilbage og gav hals. Hun var alt andet end bange og syntes, det var noget af det sjoveste, hun længe havde oplevet. Efter Ronja var det en af Welsherne, der skulle derind. Men han var bange for dem, og det kunne vildsvinene mærke, så de jagede ham i søen og der måtte ejeren så ud og hente ham.
Om lørdagen fik vi mulighed for at få Ronja bedømt”test af hund på vildsvin” – man så på, om hun selv opsøgte svinene eller om hun gjorde på det på opfordring af ejeren. Om hunden var anspændt, afslappet eller nervøs, om hunden var modig, om den var lydig m.m.
Til slut fik man så en samlet vurdering. Ronja fik en helt pæn vurdering i betragtning af, at hun kun havde prøvet det en gang før. Hun fik vurderingen ”udviklingsmuligheder”, og jeg var meget stolt!
For at få tiden til at gå med lidt, havde jeg også meldt hende til spor. Noget vi faktisk ikke rigtig har prøvet før (jeg synes, det er så kedeligt) men jeg skal da ellers lige love for, at jeg har ændret min opfattelse af at gå spor.
Det første spor var et på 400 meter – tre timer og man skulle tro, at Ronja havde prøvet det 1000 gange før. Hun satte næsen i jorden, og så gik hun ellers. Så blev hun præsenteret for et 600 meter – tre timer – fire knæk og også her gik det rigtig fint. Så meldte jeg hende til prøve. Et 600 meter spor – tre timer – fire knæk og med 20 meter blodstop.
Der var seks hunde tilmeldt sporprøven - to Border, tre Welsh og så Ronja.
Jeg var meget spændt på det her – en ting er at gå et spor, hvor der er markeringer og hjælp at hente hos instruktøren – et andet er at gå helt alene sammen med en dommer og så bare have Ronjas næse at stole på.
Så var det vores tur: jeg fik Ronja hen til startstedet, fik skiftet halsbånd til schweiss halsbånd og læderline (lånt af Mugge Pinner) og så gik vi ellers. Ronja lagde godt ud, men pludselig standsede hun, og så var det ligesom hun tænkte: ham den der mand mor lige har samlet op ude på parkeringspladsen, ham skal vi også have med, og så løb hun ned og hentede ham og løb så tilbage til sporet. Da hun havde gjort det to gange, sagde dommeren (det var det eneste han sagde under hele turen) – ”jeg bliver nødt til at gå tættere på dig, fordi din hund har et hyrdeinstinkt, og det betyder, at hun vil have samling på flokken, og det forstyrrer hende, at hun hele tiden skal ned og hente mig”.
Så dommeren og jeg gik så tæt på hinanden resten af turen, og det passede Ronja fint.
De to første knæk klarede hun fint – så fint at jeg slet ikke opdagede dem, men ved tredje knæk fik hun problemer. Hun havde tabt færden – hun søgte og søgte, kom hen til og satte sig ”mor du bliver nødt til at hjælpe lidt til” – men beklager Ronja – af os to er det dig, der har den gode næse.
Hun blev ved med at løbe lidt ud til højre og så til venstre og så hen til mig igen, men pludselig syntes hun, at vi skulle gå lige ud – og jeg fulgte trop. Vi gik lidt, og så standsede hun igen og ligesom vejrede, og så gik det stærkt – vi skulle den anden vej, og det gik ned af bakke – ”rolig Ronja – jeg skal jo også med”, men Ronja havde næsen ved jorden, og det gik rask fremad, og så var vi ved vejs ende – der lå det dejligste lille hjorteben og ventede på hende.
”Bra sporarbejde - det er en godkendt prøve” sagde dommeren. Jeg blev så glad og overrasket, at jeg gik hen til ham og så fik han et kæmpe knus, og Ronja fik kys og kram og masser af ros.
Af de seks hunde der gik til prøve bestod de tre – alle tæver – en Border, en Welsh og en Australier!
Søndag eftermiddag vendte vi snuden mod Danmark – et par dejlige dage var slut – det er bestemt ikke sidste gang, jeg melder mig til sådan en træningslejr.
Jeg fik ikke det, jeg kom efter – men fik så meget andet og jeg har lært så utrolig meget om min lille Ronja – hold da op, hvor er hun dygtig.
Marianne