"Pukai" med den lange navn Didgeridoo's Red Tjapukai Kuranda er, efter at have kæmpet med slidgigt i benene i nogen tid, gået til de evige hundejagtmarker.

Meddelelsen om Pukai's død kom sammen med en kærlig beskrivelse af en sød - smuk - kærlig - glad og meget intelligent hund,  som levede et rigtig godt hundeliv sammen med Lis og Bent i Nysted. Umiddelbart efter Pukai flyttede ind hos parret blev han ofte kaldt for deres "pensionisthund" eftersom han af gemyt var rolig og behagelig. 
I sine unge dag var Pukai noget af en udbryder - der var ikke det hegn han ikke kunne forcere enten sprang han eller også kravlede han. 
Det gode temperament blev udnyttet ved træning af andre hunde som havde problemer med at hilse på - Pukai  klarede det altid til UG.
Pukai er opdrættet af Irene Schotel ,Holland  - og klarede sig i flere år rigtig godt på udstillinger i Tyskland - Holland og Danmark.

Lis og Pukai travede dagligt Middelfart tynd sammen og fik "læst alle hundeaviser" og hilst på alle hundevennerne.
De sidste år i Nysted nød Pukai turene til stranden sammen med Bent - hvor han tronede på bænken og nød udsigten over strand og vand.

Pukai efterlader sig de dejligste minder og et stort savn !

 I

Vores bedste venner, aussierne Caspar 2 år og Ida 1 år var fredag den 23. januar 09 ude at gå tur med far, som kunne konstatere at begge hunde havde tynd mave. Resten af dagen og lørdag med havde de tynd aff. og Caspar kastede op. De spiste ikke meget.
 Søndag blev Ida frisk igen, men Caspar ville stadig ikke spise. Da han stadig ikke ville spise om mandagen bestemte vi os for at tage til dyrlægen tirsdag morgen.

Caspar blev undersøgt og behandlet for en maveforgiftning, men desværre uden virkning. Så blev der taget billeder og der blev skannet og taget en del prøver. Det viste sig, at levertallene var for høje og der var for mange hvide blodceller.              Puha...så viste vi godt, at det ikke var så godt. Der blev afleveret en blodprøve på Landbohøjskolen, som der kom svar på fredag morgen.

Det viser sig desværre, at Caspar har en lymfecancer. Dyrlægen kontaktede en onkolog i Århus og vi får herefter en lang snak med dyrlægerne, om hvad der kan gøres.
Ved denne form for cancer kan der gives binyrebarkhormon, men det er kun livsforlængende behandling. Men da Caspar er blevet mærkbart dårligere bare fra dagen før, beslutter vi os efter mange tårer, at han desværre må aflives. Da de henter ham, kan han lige logre med halen da han ser os, han havde det bestemt ikke godt. Så vi er overbevidst om at det er det rigtige vi gør.
Så Caspar er taget til de evige jagtmarker.
Han er meget svær at leve uden. Men vi fik 2 gode år med ham, han var en meget nærværende og klog hund, som HELT havde styr på hele familien.
Altid var han glad og med på den værste og var en god storebror for lille Ida, da hun flyttede ind hos os.  Dog kunne han også blive lidt træt af hende, når hun blev for meget og har sikkert tænkt sit.

Alle som kendte Caspar syntes at han var en dejlig og god hund

 Mange kærlige tanker sendes til Caspar

fra Finn og Anja